Tre skoler inden for siciliansk pupi

Én kunst, to hovedskoler

UNESCO beskriver de to vigtigste sicilianske skoler, Palermo og Catania, som primært adskilt af deres dukkers størrelse og form, måden de betjenes på, og variationen i deres malede bagtæpper. Begge opfører den samme verden af paladiner og saracener, og begge klæder deres krigere i rigtigt, rigt dekoreret og ciseleret rustning. En tredje tradition slog rod i Napoli og det sydlige Italien. At vide, hvilken skole du ser, hjælper dig med at forstå, hvorfor kampene ser ud, som de gør.

Catania og øst

Catania-stilen er traditionen fra det østlige Sicilien, herunder provinserne Catania, Messina og Syrakus. Dens marionetter har polstrede rammer, der gør dem tungere, er normalt 110 til 130 cm høje og kan veje omkring 30 kilo. Deres ben bøjer ikke, hvilket lader vægten hvile på scenen, og krigere holder normalt sværdet i højre hånd. Dukkespillerne arbejder fra en hævet bro bag kulissen, så scenen er bred men lav, og højttalere bag scenen giver figurerne deres stemmer.

Palermo og vest

I det vestlige Sicilien er marionetterne mindre, omkring 90 cm høje og 5 til 10 kilo. Deres knæ er leddelte, og en wire gennem højre hånd lader dem trække og skede sværdet. Dukkespillerne står i kulisserne ved siderne, på samme niveau som marionetterne, hvilket gør scenen dybere end den er bred. Mesterdukkespilleren instruerer forestillingen, betjener marionetterne og lægger stemme til hver enkelt figur, også de kvindelige, samt står for lyd- og lyseffekter.

Syrakus' egen variant

Syrakus hører til den østlige tradition, men har sit eget særpræg. I Syrakus' historiske teatre ligner marionetterne dem fra Catania i størrelse, vægt, håndtering og repertoire, men deres ben har et led ved knæet. Syrakus har et dukketeater, der opfører Opera dei Pupi, og den italienske Wikipedia-artikel om Ortigia placerer et lille dukketeater i øens historiske centrum. Det er en levende kunst her, ikke blot et museumsstykke.

Plakater, musik og den lange cyklus

Pupi-kompagnierne reklamerede med malede plakater kaldet cartelli. I Catania blev de malet i tempera på indpakningspapir og viste aftenens episodens hovedscene; Palermos var opdelt i felter, normalt otte, hver et afsnit af den lange cyklus, med et ark markeret til aftenens forestilling. Musikken er også forskellig: Catania havde engang et lille orkester med knipsede strenge, mens indspillet musik nu er almindeligt; i Palermo vige violinerne pladsen for lirekassen ved slutningen af det nittende århundrede.

Hårde tider og overlevelse

Kunsten har været tæt på at forsvinde mere end én gang. Dens tilbagegang blev allerede bemærket ved slutningen af det nittende århundrede; filmen skadede den i 1930'erne; og det økonomiske boom i 1950'erne og 1960'erne tømte de gamle kvarterer, der fyldte teatrene. UNESCO kalder Opera dei Pupi for det eneste eksempel på en uafbrudt tradition af denne slags teater og optog den i 2008 på sin liste over menneskehedens levende kulturarv.

Hvor man kan se de gamle marionetter

Hvis forestillingen efterlader dig med lyst til mere, rummer Palermos Antonio Pasqualino Internationale Dukketeatermuseum, grundlagt i 1975, over 5.000 genstande fra hele verden samt den største og mest komplette samling af palermitanske, catanesiske og napolitanske pupi. Mindre samlinger findes rundt om på Sicilien. At se dukker fra begge skoler side om side er den hurtigste måde at forstå, hvor forskellige de er.

Læs næste: Hvem er hvem blandt paladinerne